Hvad nu hvis hver ugedag var en person?

Jeg vil gerne præsentere jer for en skriveøvelse, jeg selv har haft meget sjov og udfording med. For det er faktisk noget sværere, end man lige skulle tro, og selvom det nu er et år siden, at jeg kastede mig over denne opgave, så husker jeg stadig tydeligt, hvor svært det egentlig var at få lidt kød på ens tekster. Under øvelsen vil jeg tilføje mit eget bud på den, og så kan I jo læse det bagefter. Er vores fortolkninger ens? Eller er de helt forskellige? Held og lykke! 

Beskriv hver ugedag, som var de en person. 

Mandag

Hun sad der på bænken. Prøvede at skjule det gab, som var ved at overtage hele hendes ansigt. Øjnene klemte hun hårdt sammen, så hårdt, at jeg blev i tvivl, om hun nogensinde ville få dem åbnet igen. Og så kom gabet endeligt. Det var et langt gab. Jeg kunne se ned i hendes spiserør, så åben var hendes mund. En lille krumme cornflakes sad fast. Jeg konstaterede, at hun havde haft så travlt i morges, at hun ikke nåede at få skyllet munden, inden hun løb ud af døren. Bare en konstatering.

Et par sorte rander under hendes øjne fik en til at spekulere på, om det mon var søvnens værk, som man først ville antage, eller om det faktisk var rester fra eyelineren, der havde præget huden et par aftner tidligere, og som simpelthen bare ikke havde sluppet sit tag endnu. Hun lod hovedet synke ned i hænderne, en gestus der kunne være et tegn på, at hun led af hovedpine. Eller måske bare virkelig slemme tømmermænd. Samtidig var der en lille gnist af håb i hendes øjne. Der bag træthedens tåge lurede der noget. Håb. Håbet for glemsel.

Jeg overvejede at gå hen til hende. Tilbyde hende en hovedpinspille. Og jeg tog faktisk et prøvende skridt hen mod hende. Måske var hun venlig. Bag tågen. Men ærlig talt, så tiltrak hun mig ikke specielt. I morgen. Sådan tænkte jeg. Hvis jeg ser hende i morgen, så snakker jeg med hende. For jeg er sikker på, at i morgen er hun denne energibombe, som vi alle prøver at ligne. Men ikke i dag. Så jeg lod hende sidde der på bænken. Med sine sorte øjne, der dog stadig rummede et håb. Jeg håber, at hun indfrier det håb. For vi fortjener alle en frisk start. 

Tirsdag 

Han løb forbi ude foran vinduet. Morgenfrisk. Hans hår skinnede gyldent i solens stråler. Jeg kiggede fortryllet efter ham. Han tog store skridt, klar på dagens udfordringer. Helt klar. De rander under øjnene som muligvis havde hærget tidligere var forsvundet nu. Som duggen forsvandt, når solen kom frem, var alt træthed forsvundet fra hans smilende ansigt. Jeg tvivlede på, at det nogensinde havde været der. Det var svært at forestille sig.

Jeg ønskede at se mere til ham. Jeg kunne mærke, hvordan friskheden væltede ind over mig, som bølger af energi, ved synet af ham. Mere energi. Mere energi. Mere ham. Men han var ved at løbe ud af mit synsfelt. Jeg kiggede efter ham. Overvejede at løbe efter. Men da han så forsvandt helt ud af syne, stod jeg stadig ved vinduet og kiggede efter ham. Fortryllet. I dag ville blive en god dag. Det kunne jeg helt tydeligt mærke.

Onsdag 

Opgivende. Det var det første ord, der faldt mig ind, da jeg så hende. Hendes arme hang slapt ned langs kroppen, og hendes hage var nærmest limet fast til brystet. Hendes håb var fordampet, og i stedet piblede fortabelsen frem i hendes ansigt, som sveden pibler frem i en sauna. Hun havde opgivet. Jeg ville hjælpe hende. Fortælle hende, at det hele nok skulle gå. Men jeg mistede energien. Mistede troen på, at det faktisk nok skulle gå. Det hele virkede så uoverskueligt.

Jeg kunne se, hvordan hun sukkede. Som om livet pludselig virkede umuligt. Som om at i morgen blot var en forestilling, som kun blev opfyldt i eventyrene. Hun kiggede på sit ur. Det var flot, bemærkede jeg. Sort læder med sølv skive. Men hun lignede ikke en, som der betragtede skønheden i det. Hun talte timerne. Jeg kunne se det på den måde, som hun bevægede læberne på. En. To Tre. Fire. Fem. Seks ... uendelig mange timer.

Hun kiggede sig omkring. Men lige meget hvor hun kiggede hen, så så hun kun grå. Grå, sort og hvid. Hun var farveblind. Blind overfor det grønne græs. Blind overfor den blå himmel. Blind overfor den skinnende gule sol. Jeg ville vise hende farverne, vise hende hver eneste nuance af hver eneste farve. Men lige meget hvor jeg pegede hen, så hun kun grå. Hendes tanker kørte i det samme deprimerende spor. De sad fast, uden mulighed for at hoppe over på nabosporet. Jeg kunne ikke hjælpe dem derover. Selvom jeg gerne ville. Jeg forlod hende med hængende hoved, slappe arme og tanker der begyndte at køre på samme spor som hendes.

Torsdag 

Hans øjne glødede. De lyste op, som når solen rammer havet. Jeg kom til at le ved synet af ham. Han gjorde mig så glad. Han gav mig håb. Han fik den mørke skygge, der så hurtigt havde spredt sig i mig dagen inden, til at forsvinde. Jeg ønskede også, at den forsvandt. Og at det var ham, der var i skyld i det.

Han rejste sig op. Rakte hånden frem mod mig. Hilste pænt. Høfligt. Jeg smilede. Han gav mig lyst til at smile. Han smilede tilbage. Små smilehuller dannede sig i hans kinder, og han lavede en gestus mod bænken, som han havde rejst sig op fra. Han satte sig elegant ned igen. Så roligt som om det var det letteste i verden. Jeg satte mig ned ved siden af ham. Mere kluntet end ham.

Hans hånd var varm, da den stejfede min. Og jeg havde lyst til at være der. Lige i det øjeblik havde jeg ikke andre steder, som jeg hellere ville være. Jeg ville være der. Hos ham. Ham med de blå øjne, ham hvis smil fik sommerfuglene til at baske omkring i mig, ham som fik de mørke tanker jaget væk, ham som gav mig håb.

Fredag 

Hun kiggede på mig og smilede. Slog en skraldende latter op. Og jeg smilede tilbage. Hendes hvide tænder lyste op, skinnede som nyfalden sne. Hun undertrykte et gab. Klemte øjnene hårdt sammen i frustration over trætheden, som kom snigende. Da hun igen kiggede op, lo hun. Som om det ikke var noget. Som om at hun var klar på alt.

Hendes øjne glimtede og tungen spillede i mundvigen. Hun tog prøvende et dansetrin, tøvende, men lignede en, der var klar til at slå sig løs, så snart nogen tog hendes hånd.

Jeg holdt mig i baggrunden. Havde selv tralt med at undertrykke det gab, der kom snigende. En lang uge. Det havde været en meget lang uge, men jeg satte straks smilet på, så snart jeg havde fået stoppet gabet, som var på vej til at få mig til at ligne en flodhest i angreb. Ikke noget af det i dag.

Jeg gik tøvende mod hende. Ikke helt sikker på om benene kunne bære mig hele vejen derhen. Jeg nåede knap inden for rækkevidde, før hun i et dansetrin greb min hånd, og få sekunder senere dansede jeg en vild dans med hendes hånd i min. Det varede ikke længe, før luften omkring mig var optaget af dansende mennesker. Hun var forsvundet. Sammen med en fyr. Han var sikkert blevet tiltrukket af hendes lårkorte røde palietkjole, som glimtede som en diskokugle på fuld drøn.

Trætheden var forsvundet. Den ville vende tilbage lige så snart, jeg lod mine ben tage en pause fra dansens finurlige trin, men jeg lod ikke det ske. Jeg ville ikke lade trætheden vinde. Så jeg dansede. Og jeg dansede. Og jeg dansede. Indtil langt ud på natten, indtil månen hang højt over mig, indtil solen dukkede op øst.

Lørdag 

Han var stået sent op. Han kom først ned og hentede morgenbrød omkring frokost. Vi havde næsten udsolgt. Så nu var der ikke noget, som jeg kunne tage med hjem, men det var okay. Når det var ham, var det okay.

Han var lige stået op. Hans hår var pjusket, og jeg fik lyst til at sætte det på plads. Han havde skyndt sig ud af døren, sikkert tvunget af hans rumlende mave, som havde protesteret højlydt siden han vågnede. Hans bluse var vendt med vrangen udad, men jeg sagde ikke noget. Han var hoppet i et par grå jogginbukser, og et par udtrådte slidte kondisko.

Jeg rakte ham de tre rundstykker. Han smilede venligt. Ikke fliterende, bare høfligt. Han skulle hjælpe en ven med at flytte, fortalte ham. Han havde sovet længe for at sove tømmermændene ud. Han virkede dog frisk nu. Solen skinnede, og han havde fri fra arbejde. Han virkede parat på en nu dag.

Søndag 

Hun joggede omkring i nattøj. De slidte grå jogginbukser og den hvide t-shirt med Mickeys smilende ansigt hang omkring hendes krop. Hun hentede en kop kaffe. Røgen steg roligt op fra den, og hun var ikke engang nået til sofa, før hendes læber søgte mod koppens kant. Hun stak forsigtigt tungen frem. Søgende. Tøvende. Prøvende. Og hurtigt røg den ind i munden igen. Dampen steg stadig roligt op fra koppen. Koppen med kaffe. Men den brandvarme tungeætsende kaffe.

Hun smed sig i sofaen og rakte ud efter fjernbetjeningen. Tændte det larmende apparat, som viste noget, jeg ikke fandt passende på tv. Hun tog ikke nogen særlig notits af det. Hun kiggede på det. Hun observerede, hvad der skete. Men der var ingen ansigtsudtryk. Ingen følelser. Ingen tankeafsløringer.

Hun sad stille og roligt, mens hun forsigtigt nippede til sin kaffe, og stirrede ind på skærmen. Optaget af den uden at være besat. Hendes hår var sat op i en rodet knold. Fjernet fra hendes ansigt, som var så fint i dag. Øjenvipperne fik en dag uden mascara, ingen eyeliner under øjnene, og kinderne var ikke dækket af et flere centimeter lag tykt pudder. Det hele var så neutralt. Hun var ikke dækket af et lag sminket facade. Hun var bare sig selv uden filter.