Grib pennen hver dag

2017-10-17

Kaffen damper foran dig. Den bitre kaffeduft når dine halvstoppede næseborer, og du snøfter glædeligt ind. Regnen slår mod vinduet, og du trækker tæppet tættere omkring dig. Chokoladen smelter på tungen, mens du retter dig op i sofaen. Computeren lyser forventningsfuldt op på dit skød. Huset er stille. Støvsugeren står slukket i hjørnet, og vaskemaskinen sover. Den eneste lyd er dine fingre, der suser hen over tasterne. Og det er den eneste lyd, der vil runge i huset de næste mange timer. 

Du har endelig fundet nogle timer til at skrive i. Det er søndag eftermiddag, og pligterne er gjort. Arbejdet kalder først i morgen, og dagens madlavning kan godt trækkes. For nu er det endelig skrivetid. Ingen familiefødselsdage, ingen aftaler med vennerne, bare dig og dit tastatur. Det er længe siden, det har været sådan. For længe siden. 

Men sådan burde det ikke være. Du burde gribe computeren eller pennen hver dag, for det er den enste måde, du kan blive bedre på. Du kommer ingen vegne, hvis du kun skriver, når der er nogle timers stilhed, for disse timer kommer aldrig. Det kan være svært at finde tid, og det kan både være fordi du prioriterer din tid forkert, men det kan ganske enkelt også være fordi du leder efter timer. Du leder efter timer, når det egentlig bare handler om at lede efter minutter. 

Et råd jeg har hørt er, at man skal skrive minimum fem minutter om dagen. Så det begyndte jeg på. Nogle dage rykkede jeg virkelig. Jeg fik skrevet lange afsnit til min roman, og jeg følte bare at alt kørte. Andre dage fik jeg kun skrevet få linjer. Men jeg kom hele tiden fremad. Hver eneste dag. Også selvom jeg endte med at slette det, jeg havde skrevet den dag. For så vidste jeg nu, at sådan skulle det ikke lyde. 

Det kan hurtigt blive en sur pligt. Men det må aldrig blive en sur pligt. Man skal aldrig tænke, at man er nødt til at få skrevet i dag, for så griber man det forkert an. Hvis skrivningen bliver noget, man egentlig ikke gider, så kører man sur i det. Det handlier virkelig om at huske på, at det bare handler om nogle minutter, og så vær koncenteret i de minutter, man gør det, i stedet for at sætte en halv time af til det, hvis du hverken har tiden eller motivationen til denne halve time. 

Og man behøver jo ikke skrive på den samme historie hver dag. Det kan også være dagbog man skriver eller bare en dag sætte sine tanker på skrift. Hvis man bare nogle af dagene prøver at beskrive ens følelser eller tanker i det øjeblik, så bliver man bedre og bedre til at sætte ord på, hvordan man har det, og det er virkelig noget, der kan rykke ens tekst i den rigtige retning, men det er også bare en god ting som menneske at kunne. 

Jeg vil råde alle, der drømmer om at gøre noget seriøst ved deres skrivning, til at skrive hver dag. Det kan virke uoverskueligt, når man tænker over det, men når man først kommer igang, så bliver det hurtigt en del af ens faste rutiner. Det handler bare lige om at tage sig sammen og tage skridtet derud. 





Skriveliv - For alle der elsker at skrive
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang