Camilla Wandahl: "Alle får mange afslag."

2017-10-31

Camilla Wandahl har trods sin unge alder allerede fået udgivet en stor samling børne- og ungdomsbøger. Blandt andet er hun forfatteren bag pigeserien 'Veninder for altid'. 

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har faktisk altid skrevet - jeg startede på min første "bog" som 9-årig, men den blev aldrig færdig. Som 14-årig sendte jeg min første billedbog ind til et forlag, men den blev desværre afvist. Jeg blev dog ved med at prøve at sende nye bøger ind og til sidst, da jeg var 19, fik jeg bogen Hjerte i vente antaget på Høst og Søn.

Hvordan var din vej til at få udgivet din første bog?

Da de havde sagt, de gerne ville udgive bogen, skulle jeg skrive den om 5 gange (det er faktisk ret normalt) før min redaktør var tilfreds. Så fik den en forside og blev udgivet året efter. Jeg var meget glad og stolt, og det er stadig den af mine bøger, som jeg er mest stolt af:-)

Hvis du i dag kunne give dig selv et råd dengang inden du fik udgivet din første bog, hvad skulle det så være?

At skrive fra hjertet, men også at se på det kommercielle marked. Hvad får andre udgivet? Jeg skrev fx en meget stor fantasyroman lige inden Hjerte i vente, som blev afvist. Jeg skrev den fordi jeg elskede at læse meget af det fantasy, der udkom. Men dengang udkom der ikke super meget dansksproget fantasy i forhold til, hvor mange dansksprogede realistiske ungdomsromaner, der udkom. Så der var jo faktisk bedre chance for at få udgivet en realistisk bog!
Så altså - Hjerte i vente er udelukkende skrevet fra hjertet, men jeg var nok ret heldig, at den ramte et hul - også fordi der ikke fandtes andre bøger om søskende til hjertebørn.

Hvad er dit bedste skrivetips?

At skrive rigtig meget - og gerne på tid. Og aldrig at give op, for alle får mange afslag!

Har du en god skriveøvelse?

Sæt dit ur på 20 minutter og skriv derudad. Bliv ved med at skrive uanset hvad. Hurtigskrivning er mit allerbedste skrivetip, jeg har fortalt mere om det her: 

https://camillawandahl.dk/2015/05/11/derfor-goer-hurtigskrivning-dig-mere-kreativ/

Hvis du skulle give en forfatterspirer et godt råd med på vejen hvad skulle det så være?

Læs rigtig mange bøger! Det inspirerer dig til at blive en endnu bedre forfatter. Og så ellers bare SKRIV en hel masse!


Hvis du vil høre mere fra Camilla Wandahl, så følg med på hendes blogs:

 https://camillawandahl.dk og https://fabelmor.dk

Skriveliv - For alle der elsker at skrive
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang