Astrid Heise-Fjeldgren: "Lyt til andres mening, de vil dig det godt."

2018-01-28

Astrid Heise-Fjeldgren er både forfatter og oversætter. En forfatter der har bredt sig ud over mange genre. Alt fra hendes serie Kys og Kanel, der foregår i det unge pigeunivers til Terra-Nova-serien, der er under sci-fi genren. Og selvom det nu er gået hende ganske godt, så har det også krævet en god portion tålmodighed. 

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg startede med at skrive, da jeg gik i folkeskolen - jeg valgte altid det stilemne, hvor man kunne skrive sin egen historie, og jeg skrev også dagbog.

Da jeg var omkring 20, skrev jeg mit første voksen-romanmanuskript, men det blev ikke antaget. Jeg skrev et til, som heller ikke blev antaget. Den kritik, som jeg modtog, gjorde mig modløs.

Hvordan var din vej til at få udgivet din første bog?

I mange år arbejdede jeg som oversætter og skrev ideer og udkast og på et tidspunkt også det meste af en hel fantasy-bog, som jeg dog ikke var tilfreds med. Det bringer os frem til vejen til min første udgivelse, for på et tidspunkt udbød forlaget Carlsen en workshop - man skulle sende 1. kapitel og en synopsis til et bogprojekt, og her blev jeg optaget med fantasy-projektet.

Det førte et par år senere til min første bog: "SOS - under jorden" - bogen var i mellemtiden gået fra at være fantasy til krimi.

Hvis du i dag kunne give dig selv et råd dengang, inden du fik udgivet din første bog, hvad skulle det så være?

Mit bedste råd til mit før-udgivet-forfatter-skrive-jeg er: Lyt til andres mening, de vil dig det godt.

I tilbageblikket kan jeg se, at den kritik på voksenmanuskripterne, som gjorde mig modløs, egentlig var ment som konstruktiv kritik at arbejdede videre med. Ikke til at smide i en skuffe (det var dengang, man fik papirbreve) for derefter at stirre trist ind i væggen.

Hvad er dit bedste skrivetips?

Jeg har mange skrivetips ... men i tråd med ovenstående: Lad andre læse med og lyt til deres kritik af din tekst. Læs den højt for dig selv, hvis du har svært ved at finde rytmen.

Har du en god skriveøvelse?

En skriveøvelse kunne være at skrive et lille stykke med en hovedperson, der er ens diametrale modsætning i alder, køn, temperament, livssituation etc.

En anden at forestille sig, at ens hovedperson er blind - for lige at få de andre sanser aktiveret: lugte og lyde og fingerfornemmelser ...

Hvis du skulle give en forfatterspirer et godt råd med på vejen, hvad skulle det så være?

Et godt råd til en forfatterspirer er dels det samme som rådet til mig selv ovenfor, dels: Tålmodighed. (Fra en forfatter, der debuterede som 40-årig)

Et praktisk råd er at finde et halvtidsjob, man kan holde ud, så man kan tjene til livets ophold og have tid til at skrive samtidig.


Skriveliv - For alle der elsker at skrive
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang